Nyt patent: iPhone vil forbedre din smartphones batteritid ud fra dine vaner
marts 24, 2014  //  By:   //  Mobil bloggen  //  Ingen kommentarer

Står det til Apple og det patent de for nyligt har fået, så kommer de næste iPhones til at være endnu mere intelligente end indtil nu. Det vil sige, at software i din (måske) næste iPhone kommer til at lære mere omkring hvordan du bruger den, og derfra tilrettelægge energiforbruget derefter. På denne måde skulle den kunne yde mere på de tidspunkter hvor du har brug for det, og i højere grad være i dvale, når du alligevel ikke har brug for det.

Eksempler på hvad din iPhone i fremtiden vil huske om dit brug er, hvornår på dagen du bruger den, hvilken type af programmer du bruger hvornår, og sidst men ikke mindst hvornår du oplader den. På denne måde kan f.eks. lysstyrken på skærmen og kraften på processoren tilpasses sandsynligheden af at du vil bruge den nu eller ej. Hvis du er aktiv midt på dagen, så vil den være høj her, og bruger du den ikke om morgenen, så er den på nedsat kraft her. På samme måde vil den kunne tilpasse brugen af batteri, alt efter hvor ofte du oplader, og hvornår på dagen du har mulighed for at oplade den.

Udover den direkte brug af din smartphone, så vil Apple også gerne hente oplysninger fra omgivelserne. Det vil sige, at der kommer til at blive hentet oplysninger via lyssensorer og via din geografiske position. Sidder du f.eks. og spiller på din smartphone om aftenen, hvor det er mørkt, så ønsker du sikkert at der bliver brugt flere krafter på selve spillet og processorkraft og så modsat skrue ned for lyset på skærmen.

Om det nye patent allerede kommer til at blive brugt i iPhone 6 eller det først bliver en senere udgave vides ikke. Har du lyst til at læse mere om de næste iPhone i rækken kan rygter om iPhone 6 læses her.

Om forfatteren :

Følg mig på G+

Smid en kommentar! :-)